Team Sorte Slyngel – update 2022
Team Sorte Slyngel havde Fire World ude allerede fra årets start. Første opgave var d. 11-1-22 på Jægersro, hvor Peter Ingves for første gang sad i sulkyen. Det viste sig at være en god
idé, idet løbet resulterede i en fin andenplads i tiden 16,5a. Næste løb, d. 2-2-2022, gav en fjerdeplads, denne gang i tiden 16,4a, ligeledes på Jægersro med Ingves som chauffør.
Sidst i februar blev det til endnu en start i det svenske dog uden den store succes. I alt resulterede de
3 starter i årets første måneder i en indtjening på kr. 17.000-
Ved årets generalforsamling d. 13-3-2022 havde vi hesten til start med Birger Jørgensen i sulkyen. Løbet resulterede i en galop og en sjette plads. På mødet blev det besluttet, at bestyrelsen fik mandat til at finde
en afløser for Fire World, da vi ikke var helt tilfredse med de resultater hesten præsterede.
Det havde hesten åbenbart hørt, idet den næste start på Jægersro endte i en meget fornem andenplads i den fine tid, 15,1a, hvilket var en rekordforbedring på mere end et sekund og tiden er stadig
hestens bedste. Der var dejlige kr. 11.000 til bankbogen. I midten af april gik han igen et godt løb for Ingves, hvor han blot var en tiendedel sekund langsommere end sin rekord.
Derefter fulgte tre starter, som er til glemmebogen inden han 3. juni startede i DM for travtrænere med Henrik Lønborg. Efter galop
løb Fire World 15,2a, hvilket som sådan var klart godkendt. Præstationerne i de sidste starter førte dog til beslutningen om, at det var sidste start i vores regi. 3 juli blev Fire solgt til bornholmske Stald Qala.
Gennem sommeren har adskillige heste været bedømt og vurderet med henblik på køb eller leje. Den afgørende dag var fredag d. 5. august, hvor Anders F og bestyrelsesformanden
var på turné i det jyske og fynske, hvor i alt 8 heste blev testet. To af disse heste faldt særligt i vores smag. Der blev derfor opstillet forskellige scenarier for økonomien. Det viste sig, at det med en velvillig indstilling fra
træneren, kunne lade sig gøre at føre anpartsstalden videre på forsvarlig økonomisk vis med to heste i træning.
De to heste, som blev indkøbt til foreningen er Isak Laser og Great Gardenia.
Isak Laser er en to år gammel vallak. Han er meldt i alle klassiske løb, hvoraf dog to-års løbene ikke bliver aktuelle for hans vedkommende. Isak var i fremvisningsløb
d. 9. september, hvor han skulle løbe en idealtid på 1,30. Han kom i mål, dygtigt assisteret af Anders F, i tiden 29,6. Han gjorde et særdeles tiltalende indtryk i løbet og træneren er meget glad for hesten.
Great Gardenia er en 4 år gammel, startklar vallak. Han gjorde sin første
start i karrieren d. 9. september på Charlottenlund, hvor han efter et løb udvendigt for den senere vinder blev nummer 2 i samme tid som vinderen. Anders F udtalte efter løbet, at hesten ikke var kørt i bund, men at han ikke ville
forcere hesten for voldsomt i dennes første start. Great agerede lidt uerfarent i selskab med andre heste, så der er stadig noget at lære for hesten. Vi glæder os meget til at følge hesten i de kommende starter. Det er planen,
at hesten så vidt muligt skal starte kontinuert i de kommende måneder-
Team Sorte Slyngels hjemmeside har ikke været opdateret i sædvanligt omfang i dette år. Det skyldes, at vi har besluttet at informere anpartshaverne via direkte mail. Vi håber på den måde at nå ud til alle med
vores informationer.
Denne side vil ikke længere blve opdateret.